Selvmordsforskning, formidling og forebyggelse

Fleischer Research & Consulting

v/Elene Fleischer (Ph.d.)

Kikkerten nr. 5

Indholdsfortegnelse

• Dødens forskellige ansigter
• De efterladtes smerte
• Undervisningen krævede selvransagelse
• Forskelligt udbytte af undervisningen

Dødens forskellige ansigter

Fokus på ældres tab

Hvis livet overhovedet har en mening, må lidelsen også have en mening. Lidelsen hører jo på en måde med til livet - på samme måde som skæbnen og døden gør det. Først nøden og døden gør den menneskelige tilværelse til en hele.

Viktor E. Frankl, koncentrationsfange, psykiater og professor

Dette nyhedsbrev omhandler dødens forskelligartede ansigter. Jeg kunne som projektleder godt tænke mig, at mennesker rundt om mig, uanset om disse er ældre eller yngre, om de er fagpersoner eller arbejder frivilligt, taler mere om døden. Det har også været min hensigt i forberedelse af de forskellige kurser og indlæg. Gæsteforelæsere og undervisere har hver især givet et nuanceret billede af døden og videregivet deres syn på og oplevelser af døden.

Allerede kortlægningen i år 2002 viste en stor forskel på, hvordan livsmæthed og livstræthed kunne komme til udtryk. Det kunne se ud til, at nogle ældre mennesker har det med at dø indeni, længe før deres kroppe giver op. Enkelte ældre mennesker siger det således: Min krop trænger til hvile, så nu kunne det være godt at dø, for det er en lidelse at være i sin krop. Andre giver udtryk for livstrætheden ved at sige: Det kan også være lige meget, om jeg er til, der er alligevel ingen, der har brug for mig mere, eller jeg kan lige så godt dø, der er jo ikke brug for mig.

Ser du, jeg er ikke anderledes end du, bare ældre og med mere erfaring bag mine rynker. Sis Hølzer

Vi kan ikke forhindre at døden river dem, vi holder af, fra os. Men vi kan blive endnu bedre til at møde mennesker, der oplever døden ved at miste en nær person, og vi kan blive bedre i stand til at takle vor egen angst for døden. Den angst som forhindrer os i at se den anden, der har det dårligt med sin dødsangst. Vi kan ikke altid give mening midt i det meningsløse, men vi kan alle være med til at give glimt af forståelse og være lyttende tilstede og medmenneskelig, når livet gør allermest ondt. Anne Marie Vrang har som flere andre talt om døden. Karen Akhøj præsentede sine tanker til en ny bog med titlen: "Døden er ikke det værste". I undervisningen har jeg præsenteret 2 artikler af den svenske jurist Anna Christiansen. Hendes artikler kredser om emnet døden fra en lidt anderledes vinkel: Der tales så meget om dødsøjeblikket, det kritiske øjeblik, når man forlader de levendes flok og går over på "den anden side."

"Jeg har en veninde, der er ved at gøre sig klar til at dø" "Er hun syg?" "Nej. Hun er bare klar til at give slip og dø nu." Karen Akhøj

Hvad man derimod ikke taler om, er døden som en mental proces, hvor man skridt for skridt forlader det at leve et menneskeliv, indtil blot selve dødsøjeblikket står tilbage. Den første artikel handler om retfærdighed, barmhjertighed og integritet i sygehusets verden.

"At dø med værdighed. I dødens venteværelse. Den rene overlevelse er ikke nok", skriver Anna Christensen, der døde af kræft. Hun var professor i jura i Lund, og igennem mange år en værdsat skribent. Under sin sidste tid skrev hun to artikler om døden og kampen mod kræften. Det var hendes ønske, at artiklerne skulle publiceres i Dagens Nyheters sektion Kultur efter hendes død. Den anden artikel hedder: At dø på en bevidst måde - "Aldrig er vi så tæt på hinanden, som når vi er ved at dø.

Jeg vil bidrage til at ophæve dødsangsten og fornægtelsen af selve døden, som begge præger vort samfund." Det skriver Anna Christensen i den anden og afsluttende artikel om døden og sygehusverdenen. (Du kan få en dansk oversættelse af de to artikler ud ved at kontakte mig).

Ret til at sige nej

Kate Runge, gæstede ligeledes sygeplejegruppen i Give, hvor hun på en direkte, klar og respektfuld måde præsenterede målgruppen for Sundhedsstyrelsens Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. Ved at henvise til Loven om patienters retsstilling af 1998 slår Kate Runge fast, at alle mennesker også ældre demente har ret til med ord eller handling at sige nej til behandling.

§ 16 omhandler patientens ret til at afvise behandling. Det vil sige, at en uafvendeligt døende patient kan afvise al behandling, der kun har til hensigt at udskyde dødens indtræden. Ifølge Kate Runge, har hverken lægen, sygeplejerskerne eller pårørende med denne lov i hånden nogen mulighed for at tvinge en person til at indtage mad eller drikke.

Kate Runge: - Hvis en person vender ryggen til verden, kan du kun tvinge til behandling, hvis personen lider af en psykisk lidelse, der medfører at vedkommende kan indlægges på psykiatrisk afd. på tvang.

Kate Runge er samtidigt fortaler for, at ingen ældre bør tage sit liv, fordi de bliver uværdigt behandlet gennem systemvold. Ved at inddrage Loven om social service og retssikkerhed belyste Kate Runge systemvoldens forskellige ansigter (109. § 67A: Omsorgspligten).

Satte skub i tankerne

Formanden for etisk råd, Ole Hartling, gav ved det offentlige arrangement i Horsens et godt foredrag. Et foredrag - der satte skub i tankerne da han, sådan som jeg hørte det, sagde: "- Baggrunden for at nogle er tilhængere af medlidenhedsdrab, eutanasi, som vi kender fra Holland, er en ulogisk tankerække. Tanken er, hvis læger ikke har magt til at undgå at mennesker dør, så bør de i det mindste have magt til at bestemme, hvornår døden skal indtræde."

Noget andet, som Ole Hartling også pointerede, var, at retten til at være til besvær, på grund af sin alder, lidelse eller sygdom, forsvinder når et samfund indfører eutanasi.

Desuden siger Ole Hartling: Den samtale lægen fører med en patient, hvor eutanasi er tilladt, er væsentlig anderledes end den samtale, hvor eutanasi ikke er tilladt. Ved ikke at acceptere eutanasi, vil samtalen tage sit udgangspunkt i det at forsøge at fjerne lidelsen fra patienten, som er en anderledes tilgang end at fjerne patienten fra lidelsen.

Spøgsmålet, som blev rejst fra tilhørerne, var: Glemmer man i Holland så ikke let den lindrende palliative behandling?

Den eneste betydning døden har, er at minde os om, at vi ikke skal spilde et eneste kostbart minut af vores liv. Uden død er der ingen intensitet eller værdi i livet. Elene Fleischer

Den sidste lørdag i april og den første i maj var døden igen i fokus. Inger Anneberg formidlede ud fra sin bog: "Sorgen ved selvmord", de nære familiemedlemmers og venners tanker og følelser. Inger Anneberg formidler gennem cases, hvordan det føles, som voksen, at miste en gammel forældre ved selvmord.

Psykiater Anna Knudsen, leder for forebyggelsescentret i Odense fortalte og uddybede hvordan fagpersoner reagerer ved klienters/patienters selvmord. De reaktioner har ligheder, men også forskelligheder fra de pårørendes reaktioner.

De mange undervisningsdage i Give kastede indirekte og direkte mere lys på forskellen mellem ældres livstræthed og livsmæthed.

På nuværende tidspunkt er målgrupperne begyndt de næste faser. Det gælder nu udformningen af egentlige handleplaner og rutinerne for personalegrupperne ved voldsomme hændelser som selvmord. Men det gælder også at formalisere samarbejdet mellem den offentlige og frivillige sektor.

De efterladtes smerte

Efterladte har en del tilfælles

Almindelige mennesker, professionelle fagpersoner og frivillige hjælpere har en del til fælles, når de rammes af selvmord.

Med baggrund i undervisningen den 1-4 skriver en sygeplejerske blandt andet: Emnerne var fængslende- lige på og hårdt med egne tanker/oplevelser i forhold til døden. Embedslægen var god til at berøre sygeplejernes ansvarsområde. Gøre den enkelte bevidst om det ansvar der følger med arbejdet. En sygeplejerske

Hvordan reagerer de pårørende i en familie, når de bliver ladt tilbage efter et selvmord? Hvordan reagerer sundhedspersonalet og de frivillige hjælpere, hvis det samme sker for dem? De to temaer var omdrejningspunktet for kursusdagene for frivillige og plejepersonale i Give kommune lørdag den 26. april og lørdag den 3. maj i Gadbjerg.

Det første oplæg tog udgangspunkt i bogen "Sorgen ved selvmord", en bog til de efterladte, skrevet af journalist Inger Anneberg. I bogen, der udkom sidste år på Høst og Søn, har Inger Anneberg lavet interviews med godt 40 efterladte og 10 professionelle, der alle arbejder med selvmordstruede personer eller med efterladte efter selvmord.

Inger Anneberg gennemgik en række reaktioner, der er typiske for efterladte efter selvmord, fx skyld, skam, vrede og lettelse samt spørgsmålene: Hvorfor og hvordan kunne det ske?

- De efterladte bliver næsten altid ramt af tavshed og fortielser, fortalte Inger Anneberg. Denne tavshed kan komme både fra familien selv, altså "indefra", men kan også komme udefra, fra omgivelserne, hvad enten det er venner eller fagpersoner. Hvis de to former for tavshed tager hinanden i hånden, kan fortielsen være næsten umulig at bryde. Det kan betyde, at den, der har begået selvmordet, mister sin historie i familien, for når ingen tør nævne dødsfaldet, holder man måske helt op med at tale om personen. I nogle familier vælger man at leve med en "forkert historie" eller en løgn resten af livet - og ind i næste generation.

Plaget af skyld

Inger Anneberg gengav en historie fra bogen, som omhandler en kvinde i 50'erne, hvis gamle far på 86 hænger sig. Han havde ofte forinden talt om sine selvmordstanker, truet med det indirekte. Men ingen, hverken hans familie eller de professionelle i hans nærhed, troede at han var i stand til at gennemføre det, og han havde aldrig været psykisk syg. For datteren var selvmordet et voldsomt chok, og hun stod tilbage med stærke skyldfølelser. Hendes traume var at hun "ikke hørte, hvad han sagde", og det var der rigtig mange i hans omgivelser, som ikke gjorde.

- Det er vigtigt, at fagpersonerne tør lytte til de efterladte efter et selvmord, give dem plads til at fortælle om deres vrede, skyld, savn og alle de meget modsatrettede følelser, de går rundt med, sagde Inger Anneberg.

- Det handler ikke om at give trøstende ord eller hurtige forklaringer, men allermest om at nogen tør lægge øre til, hvad de efterladte har at fortælle, så de ikke bliver tvunget til at leve med selvmordet som et tabu, men har lov til at reagere på det, der er sket.

Fagpersoner/frivillige som efterladte

Men også fagpersoner eller frivillige, der arbejder med mennesker i krise, risikerer at blive ladt tilbage efter selvmord. Og hvordan reagerer vi så, hvis vi oplever et selvmord gennem vores arbejde?

Det emne tog Anna F. Knudsen, psykiater og daglig leder ved Forebyggelsescentret i Odense fat på. Med udgangspunkt i tre anonyme cases fra sit eget faglige virke fortalte hun, hvorfor man i høj grad også bliver berørt som fagperson, når der sker et selvmord.

- Følelser som skyld, skam og vrede rammer også den professionelle, sagde Anna Knudsen, og dertil kommer, at professionelle i høj grad også rammes på deres faglighed. De stiller spørgsmålene: "Var jeg ikke god nok? Kunne jeg havde handlet anderledes? Selvmordet sætter spørgsmålstegn ved, om man ikke var dygtig nok til sit fag. Derfor er det meget vigtigt, at ens kolleger eller ledelse tager hånd om den fagperson, der står tilbage efter selvmordet, forklarede Anna Knudsen.

Anna Knudsen gennemgik nogle af temaerne fra Susanne Bangs bog "Rørt, ramt og rystet", og hun slog fast, at professionelle og frivillige naturligvis skal kunne tåle at lade sig berøre, for empati betyder netop at lade sig berøre, og det er naturligt at have følelser, når man lytter til og er sammen med mennesker, der har oplevet voldsomme begivenheder.

- Det er også naturligt, at man som fagperson eller frivillig, der oplever et selvmord, bagefter spørger sig selv: Var jeg god nok? Har jeg gjort det godt nok? Men som professionelle er vi ikke synske, vi kan ikke spå. Vi skal kunne skille tingene ad, hvis vi føler os ramt af et selvmord, vi skal vide, hvad vi selv har med os i bagagen, understregede Anna Knudsen.

Nødvendigt med metoder

Både professionelle og frivillige kan blive det, der kaldes "direkte eller indirekte traumatiserede", når de fx enten oplever at finde en person, der har begået selvmord (direkte traumatiserende), eller når de lytter til andres beretninger om voldsomme hændelser (indirekte traumatiserende). Derfor kan det være nødvendigt at lære sig metoder til at skærme sig eller distancere sig. Traumatisering, som vi ikke er bevidste om, kan føre til udbrændthed, som igen kan føre til, at vi reagerer negativt og bliver ufølsomme over for de mennesker, vi har med at gøre.

Uanset hvor mange forsvarsværker vi bygger, så kan vi føle os alvorligt ramt, når vi fx oplever en person der har begået selvmord.

- Derfor er det meget vigtigt, at arbejdet er tilrettelagt, så der er tid til kollegial støtte, tid til vejledning af den der er blevet ramt, understregede Anna Knudsen, som advarede mod, at man fx lige skærer "et kvarter af Rapport-tiden", den tid personalet netop er sammen om for at vejlede hinanden.

- Lad være med at snyde med den fælles tid, I som kolleger har med hinanden, sagde hun.

- Det er den tid, som har betydning, når det værst tænkelige sker, og så skal hjælp være en selvfølge, ikke noget man skal bede om!

Undervisningen krævede selvransagelse

Teori og erfaringer hånd i hånd

- Jeg er slet, slet ikke udlært, lød en måske lidt overraskende erklæring til en fuld sal af tilhørere, der var mødt op til Præsthøjgaarden for at blive undervist i temaet om ældre og døden.

Det var personalet i distrikterne i Horsens, der var tilstede. Social- og sundhedsassistenter, social og sundhedsplejere, enkelte sygeplejersker og andre fagfolk lyttede i første omgang til sognepræst Anne Marie Vrang, som efter pausen blev afløst af Elene Fleischer, projektleder.

En oplysning om at en oplægsholder ikke er udlært, hører måske ikke til de mest almindelige i landet, men Anne Maria Vrangs pointe var selvfølgelig, at man aldrig bliver udlært, når det gælder forståelsen af andre mennesker.

- Når emnet gælder ældre og døden skal I overveje, hvad jeres egen holdning til døden er. Hvad betyder døden for jer, forklarede Anne Marie Vrang.

Det spørgsmål blev deltagerne opfordret til at tage stilling til, da arrangementets anden halvdel bød på gruppearbejde, hvor en af opgaverne var at sætte ord på sine tanker om egen død.

- Hvis I siger, "det kan jeg ikke," så skal I måske forsøge at sige noget om af hvilken grund, det er så svært at tale om døden. Elene Fleischer pointerede, at det er yderst vanskeligt at forholde sig til andre menneskers tanker om død. I kan ikke spørge ind til en person med selvmordstanker, hvis I er hæmmet af jeres egen dødsangst, lød forklaringen inden deltagerne gik ud i små grupper.

Øvelsen gik ikke kun ud på at sætte ord på det emne, den skulle også lære personalet at blive bedre til at lytte til hinanden. På skift skulle deltagerne sætte ord på deres tanker om døden, mens resten af gruppen ikke måtte spørge eller afbryde. Og det var da også det, som adskillige deltagere under evalueringen sidst i forløbet følte var særligt svært.

- Når I ikke må spørge, så er det fordi vi som danskere er gode til at spørge, og så lade det glide ud i noget snak. Det er lettere at spørge og snakke end at være 150% lyttende tilstede. På den måde undgår vi ofte de alvorlige emner, som måske ville gøre ondt på os at tale om, forklarede Elene Fleischer.

Svært at tale om døden

- Jeg synes, at det var svært at tale om, hvordan man ville dø. Også selv om jeg havde en forestilling inde i mit hoved, så var det svært at sætte ord på. Jeg bliver ked af det, når jeg tænker på, at også jeg skal herfra engang, forklarede en deltager.

En anden vidste til gengæld, hvordan hun ikke ville dø:
- Vi er ofte ude og se nogle skrækscenarier i vores fag, og hvor vi tænkte "nu kan det ikke blive værre". Men så blev det alligevel værre.

Det var tydeligt, at deltagerne syntes, at dagens emne lagde sig som en tung dyne over forsamlingen. Netop døden er et emne, som ingen af os kan flygte fra.

Jeg synes det er godt, at det bliver mere og mere naturligt at tale om døden (vejledt gruppeopgave). Socialministerens lov kan gøre mig rasende - fint at du tog det op. Artikle af Anna Christensen - et godt indlæg. Jeg har selv planlagt alt omkring min begravelse, og får jeg muligheden, ville jeg kunne skrive om et evt. sygedomsforløb En frivillig

- Det er tungt at skulle dø. Det er tungt at miste. Jeg har mistet begge mine forældre. Men jeg har den fordel, at jeg har min tro. Jeg ved også, at mange af jer har jeres tro, forklarede Anne Marie Vrang i hendes foredrag.

Ifølge hende er sorg den pris, vi alle kommer til at betale for den kærlighed, vi har fået. Prisen for at eje noget er den sorg alle føler, når vi igen mister det, vi har ejet. - Man ved først hvad man har ejet, når man har mistet det igen, forklarede Anne Marie Vrang.

Ikke teoretiker men praktiker

- Jeg er nok ikke den store teoretiker, men er praktiker, udtalte Anne Marie Vrang ærligt. Netop ærlighed er en af de centrale ting, når man skal tale med ældre om døden. "Sig hvad du mener, tænker og føler" er i hovedtræk alle fagfolks råd, når man skal tale med sin næste, der fx er tynget af dødstanker. Det er ikke nødvendigt at finde en forklaring på alt.

- Jeg har selv meget svært ved at se en mening ved lidelser. Der er sikkert nogen, der vil påstå, at alting har en mening. Men det må I altså undskylde, for det kan jeg ikke se, forklarede Anne Marie Vrang.

Tungt at miste

- Jeg tror, at det der gør døden tung, er alle de ting, vi har mistet. Men det, der kan gøre den ekstra tung, er alle de ting, vi måske ikke har nået i løbet af sit liv, udtalte Anne Marie Vrang.

Livet kører ikke altid på skinner. Og det er især de ting man ikke nåede, der vender tilbage og ridder een som en mare.

- Hvordan vi nærmer os døden, er meget afhængig af det liv, vi har levet. Men også spørgsmålet om "skyld" er en vigtig ting, når et menneske nærmer sig livets afslutning.

- Efter et langt liv er der meget at tilgive. Vi har alle svigtet i løbet af vores liv. Alle vores handlinger har konsekvenser, forklarede sognepræsten.

Skyld, straf og især tilgivelse er derfor en væsentlig ting overfor ældre. Det emne er præsterne uddannet til, men det er måske ikke altid, at personalet når at kontakte præsterne, inden den ældre ligger på dødslejet.

Det fik Elene Fleischer til at efterlyse ideer til et bedre samarbejde mellem præsterne og de forskellige faggrupper.

- Vi kan vel invitere dem. Måske engang om ugen, foreslog en af deltagerne.

Hvis personalet opdager en ældre, der måske kunne få gavn af en samtale med en præst, så var det også en god idé at invitere præsten ud til den ældre. Men, som en af deltagerne indvendte, så er det langt fra sikkert, at den ældre ønsker et besøg af en præst. Det er jo ikke alle ældre, der er troende.

- Behøver vi at være troende for at kunne tale med en præst, spurgte Elene Fleischer overrasket.

- I skal ikke spørge den ældre, om de kunne tænke sig at tale med en præst. I skal spørge den ældre, om det ikke er en god idé at invitere præsten på en kop kaffe. Det er langt nemmere at sige ja til, forklarede Elene Fleischer.

Forskelligt udbytte af undervisningen

- Jeg synes, at man kommer i meget tæt berøring med sine følelser, forklarede Heidi Assenholt, da hun og hendes kollega, fysioterapeut Pia Fraefel, blev bedt om at kommentere det undervisningsforløb, de havde været igennem i Horsens.

- Det har virkelig sat nogle tanker i gang i hovedet i forhold til nogle af de beboere, jeg møder i min hverdag, fortsatte hun.

Pia Fraefel er enig.

- Da jeg så opslaget om undervisningsforløbet, tænkte jeg: "Fedt nok. Endelig". For jeg havde undret mig over, at alle andre aldersgrupper har fået så meget opmærksomhed, når det drejede sig om selvmord, men at ingen rettede fokus mod de ældre, fortæller Pia Fraefel, som har været med alle fire aftener. Og de fire arrangementer har da også allerede flyttet noget i hende.

Tre sætninger om om undervisningen den 31-3 : - Øget bevidsthed om at tale om døden i forhold til sig selv og i forhold til andre. - Var nødt til at tænke tanker om hvordan jeg kunne ønske mig at dø, engang om lang tid! - Oplevelsen af at tale om et meget personligt emne, svært at "få hul på", men alligevel blev det en god snak. En sygeplejerske

- Jeg vil prøve at gå lidt mere til bidet, og ikke være så forsigtig. Særligt overfor en bestemt patient jeg har, som jeg er lidt nervøs for, fortæller Pia.

Heidi derimod mener ikke, at kurserne har flyttet noget. Det har kun bekræftet hende i den viden, hun allerede havde.

- Jeg synes, vi allerede er gode til at fange signalerne, så jeg tror ikke, at vi kan lære ret meget på den front, erklærede Heidi Assenholt.

- Rapporten for fase 1 kunne da ellers godt tyde på, at I kunne bruge lidt mere undervisning. Her er der faktisk nogle af dine kollegaer, der ligefrem efterlyser mere viden.

- Jeg kender ikke noget til den rapport, så det ved jeg ikke noget om. Jeg synes til gengæld godt, at vi kunne have haft lidt mere konkret undervisning. Altså lidt flere redskaber i kommunikation, som vi kunne bruge i vores hverdag.

- Du har altså ikke fået de redskaber, du ønskede dig i løbet af de fire undervisningsaftener?

- Nej, det føler jeg ikke. Men jeg har altså kun været med i aften, for jeg havde aftenvagt de andre gange, forklarer Heidi.

Pia er derimod yderst glad for de faglige redskaber, hun har fået. Modsat Heidi føler hun, at hun har fået en stor gevinst af undervisningen.

Vi er praktikere

Det var rigtig godt, at få lov til at formulere de tanker man har om sin egen død uden kommentarer fra gruppen. Det var også godt, at høre andre meninger. Og høre om andres erfaringer. Skidt - ja, man kunne måske haft behov for lidt mere tid... . En frivillig