Selvmordsforskning, formidling og forebyggelse

Fleischer Research & Consulting

v/Elene Fleischer (Ph.d.)

Kikkerten nr. 3

Indholdsfortegnelse

• Fokus på depression
• En bus fuld af informationer
• Depression er en folkesygdom
• Fuldt hus til depressions-arrangement
• Tegn på en typisk depression
• Refleksioner i forhold til evalueringen
• Samklang mellem kunst og foredragsrække
• Om ynden i det aldrende ansigt
• En hyldest til alderdommen

Mange trodsede vinteren og deltog i de offentlige arrangementer

Fokus på depression

Livet er en konstant vandring mellem balance og ubalance

Aktivitetsniveauet er højt både i Horsens og i Give. I begge kommuner er de første offentlige arrangementer gennemført. Disse første arrangementer handlede om depressioner hos ældre og hvordan vi som netværk yder vores bedste støtte. Begge arrangementer blev gennemført i samarbejde med depressionskampagnen.

I Horsens er den egentlige undervisning også begyndt. Målgruppen her er primært social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælperne.
Ved det første undervisningsarrangement med titlen: "Mange ældre begår selvmord. Få griber ind. Hvad gør du, og hvad kan du gøre" var der 70 tilmeldte, hvoraf 58 dukkede op. Vi havde på forhånd lagt et loft på 50 deltagere, men accepterede en mindre overskridelse. Vi nænnede ikke at afvise pleje- og omsorgspersonale fra hjemmeplejen. Deltagerne kom fra alle fem distrikter i Horsens, dog var distrikt syd repræsenteret med flest deltagere.

Ved det andet undervisningsarrangement med temaet: "Sorg og kriser hos ældre" havde jeg forberedt mig grundigt og havde undervisningsmateriale med til 71 personer, hvilket dog ikke slog til. Vi måtte fabrikere yderligere 10 kopier. At undervise over 80 mennesker i sorg og krise hos ældre er en intens oplevelse og ikke mindst en udfordring for mig som underviser.

Ydermere er samarbejdet mellem de forskellige faggrupper påbegyndt. Det går lidt langsomt, men jeg har stor tiltro til, at dette udvikler sig til gavn for ældre borgere i både Horsens og i Give.

I dette nyhedsbrev, vil der være artikler, der omtaler et par af de afholdte arrangementer. Der vil også være en beskrivelse af de refleksioner uddannelseskonsulent Mette Holler fra Center for udvikling og uddannelse i Vejle Amt har gjort sig omkring modelprojektet, der omhandler undervisning og samarbejde i "Forebyggelse af selvmord hos ældre".

Desuden vil de fremadrettede aktiviteter tage sit udgangspunkt i pensioneret læge, Jørgen Gundesens kronik. Han har givet sin tilladelse til, at kikkerten bringer et indlæg om det "smukke ansigt". Sammen med omtalen af sygeplejersken og kunstneren Jorit Tellervo, er disse to indlæg tænkt som en appetitvækker til det sidste af de fire offentlige arrangementer i Give.

Jørgen Gundesen og Jorit Tellervo taler om værdierne ved at blive ældre. Disse værdier handler primært om, at vi der iagttager omverdenen ser og fornemmer det smukke ved furerne i et træ eller i et aldrende ansigt.

Til glæde for besøgene har Kunstforeningen i Give påtaget sig arbejdet med at udstille ca. 25 billeder malet af Jorit Tellervo. De smukke motiver af gamle mennesker malet på akvareller hænger på væggene ved Sognehuset på Bøgetorvet 1 frem til begyndelsen af marts måned.

I dette nyhedsbrev har vi især fokus på depression. En dimension mangler forsat. Et arrangement hvor den depressive og pårørende får mulighed for at tale om, hvorledes de oplever situationen. Vejle Amts depressionskampagne og biblioteket i Give arbejder for at formidle endnu mere viden på dette område. Dette bliver ligeledes et offentligt arrangement, men tidspunktet er endnu ikke fastsat.

En bus fuld af informationer

Depressionsbus faldt i hak med offentligt arrangement

Bussen er et led i en depressionskampagnen, hvor man prøver at afmystificere sygdommen. "Hun brækkede armen - og langsomt holdt vennerne op med at ringe", står der på skiltet.

Det var et resultat af heldige sammenfald og et godt samarbejde mellem forskellige kampagner, da depressionsbussen holdt uden for Plejecenter Syd i Horsens. Som en slags selvstændig optakt til et offentligt oplæg senere på dagen inden for plejecentret havde bussen slået sin dør op for alle nysgerrige. Og der var da også en interesseret skare på cirka 20 mennesker, der besøgte den ret imponerende bus.

I depressionsbussen var der en lang række skærme, som til dagligt er med til at stille elevers nysgerrighed inden for depressioner og andre relaterede lidelser.

På computerne kan besøgende selv gå på jagt efter viden og oplysninger om depressioner.

- Bussen kører normalt rundt i amtet for at besøge skoler og andre uddannelsessteder, og er et led i en oplysende depressionskampagne, fortæller projektkoordinator for depressionskampagnen i Vejle Amt, Elisabeth Karlsson, som den dag stod for arrangementet inde i bussen.

Ud over at bussen, som kan slå siderne ud så fartøjet opnår en imponerende bredde, er udstyret med højteknologisk isenkram og en lang række bøger og andre udgivelser, er der også en filmfremviser og et lærred. Det blev netop brugt den dag for at vise filmen "For andre er livet en selvfølge", som omhandler depression.

En debatskabende film

Filmen viste flere hovedpersoners uheldige oplevelser, da de blev ramt af en depression. Blandt andet skildrede filmen en yngre pige, og hendes mors reaktion på depressionen, en ellers tilsyneladende velfungerende forretningskvindes nedtur, og en ældre kvindes depression, hvor symptomerne til forveksling lignede demens.

- Filmen er ikke kun oplysende men i kraft af sine personskildringer også debatskabende, forklarer Elisabeth Karlsson.

Og debatteret det blev filmen da også, da den var overstået, selv om det ikke var med høj røst og vilde fagter. Diskussionerne holdt sig på et stille og fagligt niveau.

De fleste af bussens besøgende var da også, ud over en journalist og en fotograf fra Horsens Folkeblad, ansatte i plejesektoren. Elisabeth Karlsson havde nu, efter eget udsagn, ikke haft noget imod, at flere ikke professionelle borgere havde besøgt bussen.

- Men det er måske meget naturligt. For tidspunktet for mit besøg var en tidlig eftermiddag, hvor mange er på arbejde. Jeg har heller ikke set, hvordan bussen blev annonceret i de lokale medier. Jeg må trods alt erkende, at jeg havde forventet, at lidt flere borgere havde besøgt bussen, indrømmer Elisabeth Karlsson.

Også selve dagen hvor bussen holdt udenfor plejecentret var måske ikke den bedste.

- Havde jeg besøgt stedet om lørdagen eller søndagen havde det uden tvivl været bedre, fastslår Elisabeth Karlsson.

Bussen er nu færdig med at køre rundt i Vejle Amt, og er draget videre til Ribe- og Sønderjyllands Amt.

Elisabeth Karlsson, som den dag havde lånt bussen, er derimod projektkoordinator for en særskilt depressionskampagne i Vejle Amt. Den kampagne slutter i efteråret 2003.

Et led i en landsdækkende indsats

Det store køretøj er et led i PsykiatriFondens landsdækkende informationsindsats. Indsatsen skal være med til at skabe åbenhed omkring psykiske problemer og sygdomme, og til at nedbryde den usikkerhed og berøringsangst, der stadig findes på området. Altså at "synliggøre og ikke at sygeliggøre", som det hedder sig på hjemmesiden www.tabu.dk, hvor man kan finde informationer om kampagnen.

Depression er en folkesygdom

Offentligt møde tog hul på tabu

Det blev slået fast, at depression er en alvorlig sygdom, som rammer bredt og store dele af befolkningen, da overlæge og psykiater Jørgen Tybjerg sammen med gerontopsykiatrisk sygeplejerske Susanne Rasmussen holdte deres foredrag om ældre og depressioner.

- Hver femte af os får en behandlingskrævende depression, fastslog Jørgen Tybjerg overfor de over 20 interesserede tilhørere, der alle var mødt op til det første offentlige arrangement, i en foredragsrække på fire arrangementer.

Fakta Ældres depressioner viser sig ofte på atypiske måder. De klager over svimmelhed, smerter, er ængstelige og utilfredse. De kan også mangle appetit. En depression hos en ældre kan medføre hukommelsestab, og forveksles derfor ofte med demens. Det er svært for en læge at stille diagnosen.

Sundhedscenter Syds store spisesal lagde de faste rammer til de to specialisters foredrag, der fik en del fordomme til at vakle.

- Vi er blevet vandt til at ældre kan blive senile. Det resulterer i, at den diagnose bliver stillet alt for mange gange. Det er rent faktisk mere sandsynligt at patienten lider af en depression, fastslog psykiateren, da han i et let forståeligt sprog formidlede en lille flig af sin viden på området.

Depression kan ligne senilitet

Ifølge overlæge Jørgen Tybjerg, kan en depression hos ældre godt kan forveksles med senilitet. En ældre patient, der lider under en depression, kan fx have meget svært ved at huske ting og orientere sig. Og ikke mindst fordi diagnosen "depression" for en almindelig læge er meget svær at stille. Når det drejer sig om en ældre, gælder det om at være ekstra opmærksom. Ikke kun for lægen, men for alle i den syge ældres omgangskreds. Hvis den ældres nærmeste bekendtskabskreds får kendskab til symptomer og derved mistanken om, at den syge måske lider af en depression kunne den oplysning være til stor gavn for lægen.

Fakta Kun otte procent af depressionerne ender med en korrekt behandling. Depressioner har en stor negativ effekt på livskvaliteten. Nogle forskere sammenligner effekten med at miste synet. Depressioner er en af de mest oversete sygdomme.

- En læge har typisk kun ti minutter til at stille en diagnose i. Dertil kommer, at symptomerne hos en ældre der lider af en depression ikke ligner dem fx yngre mennesker har. Symptomerne forsvinder lidt i de skavanker en ældre ellers kan have fået på grund af et langt liv. Sandsynligheden for at en ældre udvikler en depression er i øvrigt fire gange større, end ved yngre mennesker, og kun 40 % af de ældre der opsøger lægen med en depression, får stillet en korrekt diagnose.

- Opfordrer I os til at blande os, ville en af de fremmødte vide?

Svaret fra begge fagfolk blev lige så kort som det var klart:
- Ja!

Kun otte ud af hundrede er heldige

Der er en god grund til, at de to foredragsholdere opfordrede arrangementets deltagere til at være mere opmærksomme. For de statistiske tal på området er mildest talt nedslående. Kun otte ud af hundrede mennesker med depression ender med at få den rigtige behandling. De fleste der lider af en depression, det vil sige to ud af tre, opsøger ikke engang professionel hjælp. Og det på trods af, at det er en meget alvorlig sygdom.

- En depression nedsætter livskvaliteten lige så meget, som hvis man mister synet, forklarede overlæge Jørgen Tybjerg, der var arrangementets hovedleverandør af fakta, mens gerontopsykiatriske sygeplejerske Susanne Rasmussen delte ud af sine mere praktiske erfaringer.

Men der er også en anden grund til at depressioner skal opdages. Og det helst så hurtigt som muligt. For, modsat fx blindhed, er en depression livsfarlig. Dels fordi immunforsvaret bliver svækket, og i særdeleshed fordi en depression kan føre til selvmord. Ud af 722 selvmord i år 2000 blev de 200 begået af ældre over 65 år.

Et råb om hjælp

- Vi skal som befolkning være meget bedre til at være opmærksomme på hinanden. Men også blive bedre til at genkende en depression, udtalte Susanne Rasmussen.

- Hvis en ældre bliver klagende og krævende, og måske hiver i klokkestrengen 100 gange i løbet af en aften, så er det vigtigt at forstå, at den ældre ikke gør det for at skade eller irritere nogen. Det er et råb om hjælp, fastslog Susanne Rasmussen.

Men også når en ældre har fået stillet diagnosen "depression" , er det vigtigt at yde den rigtige støtte. Og ikke forvente det forkerte af den syge.

Man kan fx støtte den ældre med at ordne de daglige gøremål. Altså de ting som den ældre klarede selv inden sygdommen spændte ben for den slags dagligdagsrutiner.

- Man kan tage opvasken, gøre rent eller hvad der nu ellers trænger til at blive lavet, forklarede Susanne Rasmussen.

Opmuntring er misforstået

- Mange tror, at de kan opmuntre den deprimerede ældre ved at sige "du skal bare gøre som jeg gør, så skal det nok gå over". Det er helt misforstået. Det er ikke den slags den ældre har brug for at høre. Spørg hellere "hvordan er dit humør" og tag den tid det tager, inden svaret kommer. Dermed viser man, at man tager den ældre alvorligt, og også er interesseret i at høre svaret på spørgsmålet, oplyste Susanne Rasmussen.

Fakta 15% af alle danskere oplever på et tidspunkt en så alvorlig depression, at det kræver behandling. En ubehandlet depression kan blive kronisk. Ældre har langt større risiko for at udvikle en kronisk depression. Risikoen for at en ældre udvikler en depression er fire gange større, end hos andre aldersgrupper.

- Det er vigtigt, at man kan tåle at blive mødt med tavshed. Måske er alt hvad patienten har brug for, at blive holdt i hånd, fortsatte hun.

Selv om langt de fleste depressionsramte ældre, ifølge Susanne Rasmussens mangeårige erfaringer, kan tåle en forsigtig berøring, er der dog stadig nogen der ikke kan. Derfor skal man være lidt forsigtig inde man lægger sin hånd på fx patientens skulder.

Mere viden ville gavne

Det er begge fagfolks håb, at hvis kendskabet til depressioner var større blandt lægerne og befolkningen, kunne en del af depressionerne opdages hurtigere.

Det næste arrangement Sundhedscenter Syd i Horsens har planlagt, løber af stablen den 25. februar, og er et foredrag om tab, krise og sorg ved sogne og sygehuspræst Sisse Landert. En måned senere, den 25. marts, er det projektleder Ph.D Elene Fleischer, hvor hun vil fortælle om ældre med selvmordstanker. Overlæge og formand for Etisk Råd Ole Hartling sørger for indholdet i det sidste arrangement, som stiller skarpt på menneskesyn, værdier og etik.

Foredragsrækken er resultat af et pilotprojekt i Vejle Amt. Flere oplysninger om projektet og andre offentlige arrangementer findes enten på Vejle Amts hjemmeside, eller også på hjemmeside www.elene.dk, hvor man også kan tilmelde sig nyhedsbrevet "Kikkerten", som beskriver projektets gang.

Fuldt hus til depressions-arrangement

En femspaltet artikel og en meget engageret lokalbefolkning resulterede i et rekordstort fremmøde, da det første af fire offentlige arrangementer i Gives Sognegård løb af stablen. Ekstra stole blev båret ind til de over 40 nysgerrige fremmødte, der blev presset ind i salen. Det var derfor ikke så mærkeligt, at det var en yderst tilfreds assisterende ældrechef og sygeplejerske Birthe Pors der bød publikummet velkommen til arrangementet, hvor det gerontospykiatriske team Else Hvid og Antti Samppa var inviteret til at fortælle om depressioner.

Fakta om depression Det kan være svært at skelne mellem sorgreaktion og en depression. Men en patient der lider under en depression behøver derimod ikke at have lidt et tydeligt tab. En sørgende er typisk mere modtagelig for opmuntring. Det er ofte nemmere for andre at "leve sig ind i" en rask ældres sorg, mens en depressiv ofte opleves som urealistisk og selvoptaget. Patienten støder derfor ofte sine omgivelser fra sig.

Mens den store sal i Gives sognehus lagde mursten til arrangementet, så støbte psykiater Antti Samppa fundamentet til en faglig forståelse af depressioner. I arrangementet bevægede han sig i et højt, og til tider ret filosofisk plan, mens geronto psykiatrisk sygeplejerske Else Hvid sørgede for det lidt mere letfordøjelige indhold, som dog på ingen måde var mindre faglig eller lødig end Antti Samppas indlæg.

Psykiateren forklarede udførligt de metoder de praktiserende læger bruger til at afsløre en mulig depression hos deres patienter. Med baggrund i lægernes spørgeskema understregede begge oplægsholdere nødvendigheden af, at vi alle bliver bedre til at være opmærksomme på hinanden, og at vi alle bliver bedre til at genkende en depression.

Følg mistanken op

- Hvis du får en mistanke om, at en person i omgangskredsen er ved at udvikle en depression, skal man konfrontere ham eller hende med dine bekymringer. Tag udgangspunkt i dine egne bekymringer, fortæl at du har det dårligt med at ham eller hende lider sådan. Forklar hvordan du oplever tingene, og tilbyd at tage med til lægen, udtalte Else Hvid.

Men også mere forståelse for en depressions-patients situation efterlyste de to. - Pårørende skal være opmærksomme på, at en patient ikke har lyst til at deltage i fx familiefester. Og det synes jeg er helt i orden, fastslog Else Hvid.

Selve sygdommen depression er ifølge de to stadig belagt med en del tabu. Det er nemmere at tale om et brækket ben, end et sind der har lidt skade.

Lykkepiller hjælper

- Pressen har været med til at give den medicinske behandling af en depression et negativt præg. Man kalder medicinen i pilleform for "lykkepiller", og det lyder utroligt negativt. Det lyder næsten som om, patienten bagefter går rundt i en salig, ja nærmest lallet lykketilstand. Det er slet ikke tilfældet, fastslog psykiateren.

- Nej, pillerne hjælper kun de syge til at leve et nogenlunde normalt liv. Dem der ikke lider under en depression, får ingen gavn af pillerne. Jeg har oplevet, at en del mennesker er direkte bange for "lykkepillerne". De tror, at de ændrer sig, og måske bliver forvandlet til en overglad person. Men det er, som sagt, langt fra rigtigt, supplerede Else Hvid.

- Jeg ved da heller ikke hvorfor det skulle være forkert at tage piller imod en alvorlig sygdom som en depression, når det er accepteret at man tager medicin imod andre sygdomme, undrede Antti Samppa sig højlydt.

Else Hvid har mange års erfaringer med ældre og depressioner.

Samtalerne efter arrangementet mellem de deltagende borgere afslørede, at det faktisk lykkedes de to oplægsholdere at få afmystificeret lykkepillerne og flytte holdningerne overfor lykkepiller i en mere positiv retning. Sætninger som "nå, jeg havde nu ikke troet, at lykkepiller var noget godt" og "det er måske ikke så slemt med de her lykkepiller" afslørede, at en del af foredraget havde bundfældet sig.

Publikummet viste da også under arrangementet deres interesse for depressioner og særligt hvordan man kan hjælpe og støtte ældre depressionsramte patienter.

- Det kommer meget an på den enkelte patient. Her spiller personligheden en stor rolle. Nogle vil opfatte det blotte tilbud om hjælp som en rendyrket fornærmelse, mens andre vil blive glad for at få tilbudt støtte, forklarede Else Hvid.

Tegn på en typisk depression

Der er forskel på at føle sig deprimeret og at lide under en depression. Derfor skal de symptomer, der nævnes her, have varet i mindst 14 dage. Desuden kan en person godt være deprimeret uden at symptomerne nævnes i listen. Så er der normalt tale om en "atypisk depression".

• Nedtrykthed der ikke går over.
• Nedsat energi og selvfølelse. Men også agitation, hvor personen bliver meget aktiv, kan være et tegn på en depression.
• Manglende interesse eller glæde ved sædvanlige aktiviteter eller fornøjelser.
• Selvbebrejdelse og skyldfølelse.
• Tanker om ulykke.
• Besvær med at koncentrere sig.
• Tanker der løber løbsk eller langsom tankegang.
• Ubeslutsomhed.
• Dårlig søvn og søvnløshed.
• Angst.
• Nedsat eller øget lyst til sex.
• Vrede og irritation uden klar årsag.
• Smerter forskellige steder i kroppen.
• Ændring af appetit eller vægt.
• Symptomerne varer mere end 14 dage

Refleksioner i forhold til evalueringen

Spørgeskemaer støber fundament til undervisning

Evaluering af modelprojektets fase 2, der omhandler undervisning og samarbejde om "Forebyggelse af selvmord hos ældre".

Refleksionerne har afsæt i den gennemførte fase 1. modelprojekt om"Ældre og selvmord". Fase 1 projektet var en kortlægningsundersøgelse af fagpersoners oplevelser og reaktioner tankemæssigt såvel som følelsesmæssigt på ældre menneskers omtale og udtryk for livslede, træthed ved livet, dødsønsker og dødstanker samt angst for døden.

Formålet med fase 1. var at afdække behov for kompetenceudvikling, udvikling af det tværsektorielle samarbejde og samarbejde mellem de frivillige og den offentlige sektor i forhold til målgruppen ældre.

Fase 1. projektet blev gennemført i samarbejde med to kommuner, henholdsvis en landkommune, Give kommune og en af de større kommuner i amtet, Horsens kommune Sundhedscenter SYD. Bestil rapporten se fodnote 1.

Formål med Fase 2

1. At udvikle en ramme for kompetenceudvikling for personalet i de to berørte kommuner, fra fase 1., samt udbygge et samarbejde mellem de forskellige parter, der har kontakt til ældre.

2.At udvikle en kommunemodel, der let kan anvendes i andre af landets kommuner og implementeres uden ressourcetilførsel. Samarbejdsmodellen skal inddrage de eksisterende ressourcer i kommunen og i det lokale nærmiljø.

3. At udbyde et undervisningsprogram der tilgodeser rapportens hovedanbefalinger.

Forskellige kommuner bag forskellige løsninger

De to kommuner organiserede deres undervisningsprogram vidt forskelligt, udfra hvad der var realistisk muligt for frigørelse af personalet. I Give kommune ville SSAérne og SSHérne ikke kunne deltage i undervisningen, da de for det pågældende tidsrum var bundet op på anden obligatorisk undervisning. Derfor vil det være sygeplejersker og andre fagpersoner, samt frivillige medarbejdere der vil kunne deltage i undervisningen.

Kurset i Give er opbygget over en 2 måneders periode hvor interne såvel som eksterne medarbejdere begynder og slutter med en hel dags fælles undervisning. De øvrige dage er fordelt på formiddage til eksterne medarbejdere og eftermiddage til fagpersoner.

For at se undervisningsprogram for faggrupper, tryk her for undervisningsprogram for frivillige tryk her.

I Horsens valgte man et samle kursusforløbet til i alt 3½ dags undervisning til fagpersoner, se her. Social og sundhedsassistenterne og -hjælperne samt øvrigt personale i Horsens kommune får tilbudt 5 x aftenundervisning a´ 3 timer se her.

To evalueringer skaber overblik

Evalueringen vil blive foretaget med et skema lige før undervisningens påbegyndelse og et skema lige efter endt undervisning. Derved skulle udbyttet af undervisningen direkte kunne aflæses.

I princippet ville det ønskelige være, om der var et nyt skema til kortlægning af undervisningsudbyttet ca et år efter afholdelse af kurserne. Men dette er ikke muligt indenfor de eksisterende tids-og økonomirammer til det nuværende projekt.

Den enkelte kursist bliver opfordret til at udfylde to forskellige evalueringsskemaer, et der omhandler samarbejdet mellem de respektive parter, og et skema der omfatter kursusindholdet. Begge skemaer med en før og en efter evaluering.

Evalueringsskemaerne er primært udformet som en spørgeskemaundersøgelse. Hvor hovedparten af spørgemålene er strukturerede, nogle som semistrukturerede spørgsmål og enkelte som helt åbne spørgsmål.

Kortlægger ændringer

Evalueringen skal kortlægge om der hos den enkelte er sket:

• En holdningsbearbejdning, holdningsændring?
• En kompetenceudvikling på den faktuelle viden om selvmord, risiko,adfærd.
• En kompetenceudvikling på det kommunikative område, turde være i rummet sammen med den ældres dødsønsker og tanker.
• En indsigt og en viden om henvisningsmuligheder for personer med: alkoholproblemer, selvmordsadfærd, depression og sorgramte.

• Formaliseret samarbejde omkring den selvmordstruede person.
• Evalueringen skal kortlægge hvilken undervisningsmodel, det korte eller det længerevarende kursusforløb der læringsmæssigt giver til den bedste umiddelbare effekt, målt lige efter endt undervisning. Kun sygeplejerskegruppen vil her være sammenlignelige.

Samklang i kunst og foredragsrække

I samarbejde med en kunstforening i Give har sygeplejerske Bodil Bank fået sat kunstnerisk fokus på ældre og deres maleriske ansigter.

»Fællesskab« udført af sygeplejerske og billedkunstner Jorit Tellervo. Hendes billeder danner den kunstneriske ramme om arrangementerne i Give.

Det er kunstner og sygeplejerske Jorit Tellervo der udstiller sine billeder i Sognehuset i Give. Udstillingen hænger i bygningen under foredragsrækken om selvmordsforebyggelse hos ældre. Det er også kunstneren selv, Jorit Tellervo, der holder det sidste oplæg i Give den 27. februar "Man fornærmer mennesker, hvis man siger de er gamle".

Jorit Tellervo vil i hendes foredrag aktivt inddrage hendes kunstværker.

- Jeg synes dels at det er en rigtig god og flot udstilling, og dels synes jeg at det er godt billederne hænger på væggene under de andre foredrag også. For foredragsrækken tager jo netop, ligesom de fleste af kunstværkerne, udspring i de ældre, forklarer Bodil Bank, der er glad for den opbakning der har muliggjort udstillingen.

Det seneste arrangement der løb af stablen i de kunstneriske omgivelser i sognehuset skete den 18. februar, da projektleder Elene Fleischer, ph.d holdt oplægget: "Mange begår selvmord. Få griber ind. Hvad gør du, og hvad kan du gøre?".

Alderdommen er som efteråret, der snart efterfølges af vinteren.

Om Ynden i det aldrende ansigt

Af Jørgen Gundersen

"På vej mod de halvfjerds" siger jeg til mig selv, når humøret er sådan, at man gør op med sig selv, at den længste tid er gået.

"Lige ude af halvtredserne" når jeg fuld af vitalitet vil understrege netop det for mig selv.

Til mig kom en dag en reklame - jeg har fuldstændig glemt, hvad den handlede om - men jeg har ikke glemt det lille engelske vers, den indeholdt:
"No spring
nor summer beauty
hath such grace,
As I have seen
in one
autumnal face".

(John Donne, 1571-1631) (Intet forårs eller sommers skønhed har den ynde, som jeg har set i et aldrende ansigt).

Jeg blev slået af versets skønhed, og måske allermest af det billedrige udtryk "autumnal face".

Har vi et dansk udtryk, der helt dækker?
"Efterårsansigt" er alt for nøgternt, det siger ingenting. "Høstansigt" er tilstrækkeligt poetisk, men vildledende i valøren. På dansk er høst den årstid, hvor kornet skal i hus. Det er sensommer, og det er fest.

"Autum" er oktober-november, rusk og regn og faldende blade, måske med sol eller solstrejf, men med sikker varsling om sne og is, - om vinter. Men det rimer dårligt med ordet "grace", der i denne sammenhæng må henføre til harmonisk, balanceret og afklaret ynde.

Jeg kommer til at acceptere udtrykket "autumnal face" uden oversættelse.

Heldigvis stod digtet ikke under billedet af et ældet ansigt. Selv ikke et fint oldingeportræt af Rembrandt ville have kunnet undgå, at få det hele til at virke uudholdeligt sentimentalt.
Nej, billedet var en smuk efterårsfarvet højskov. Et billede passende til digtets abstrakte udtryk, og en hjælp til at forstå "autumnal Face" som hørende til en livsperiode i efterårets skønneste glans lige før løvfaldet.

Et spor af liv

Digteren, som er mig ubekendt, nævner ikke ordet rynker; men det falder let tanken ind, når talen er om et ældet ansigt.

Rynker er mere end to ting. Et æble rynker, når det tørrer ind. Et ansigt fures, når livet mærker det.

Det behøver ikke nødvendigvis at dreje sig om et slidsomt livs spor, men der skal være spor af liv. Liv, der er levet med sine bekymringer - måske sorger -, men også med sine glæder. Liv, der er levet med sin kamp og med sin fred. Liv, der er oplevet, og ikke bare vegeteret. Liv, der ikke er gået forbi mennesket. Og derfor må det være et menneske, der ikke er gået uden om livet.

Døden

Skønnest bliver dette "autumnal face" nok, hvis det kan udtrykke en taknemmelighed over for livet. Hvis man kan se, at livskonklusionen er blevet, at meget har man givet, men meget har man også fået. Skønnest, tror jeg, fordi et sådant ansigt vil kunne møde vinteren med et fuldgjort liv bag sig. Vinteren, der kommer med døden og tilintetgørelsen.

Dette bringer let spørgsmålet frem: Frygter jeg døden ?

Spørgsmålet er relevant. Statistisk har jeg vel en 8 - 12 år tilbage at leve, men statistik er for grupper, ikke for individer.

Svaret må deles op

Jeg frygter ikke den sygdom, der vil føre frem mod døden, jeg frygter ikke smerten, for jeg stoler på, at lægerne kan hjælpe mig gennem denne livsfase, så der ikke er grund til frygt.

Men frygter jeg tilintetgørelsen ?

Jeg tror, jeg må svare nej. Begravelsesritualets to første sætninger:" Af jord er du kommen. Til jord skal du blive!" ved vi, er rigtige. Dem kan vi erfare. Den tredie sætning:" Af jord skal du igen opstå" ved jeg ikke altid, hvordan jeg skal forholde mig til. Men selv uden den synes jeg ikke, jeg frygter døden som tilintetgørelse.

Men næsten uundgåeligt tænker man videre: Hvordan mon jeg vil tage en viden om, at nu stod døden lige for. For selvom jeg altså ikke frygter dødens tilstand, ville det alligevel i min alder være svært at acceptere dødens komme. Svært at acceptere, at mange ting skulle man nu ikke opleve.

Den sunde nysgerrighed

Jeg er vist et nysgerrigt menneske. Ikke over for folks gøren og laden, ægteskabelige skandaler og kongehussladder, som ellers er de almindelige emner for nysgerrighed; men over for lande, deres natur, deres mennesker, kunst, musik, litteratur ja for den sags skyld mad og drikke, alt hvad der bredt hører under begrebet kultur.

Taj-Mahal var længe min drøm. Den er endnu uopfyldt. Nu gør det måske ikke så meget, at det ikke bliver Taj-Mahal. Andet vil kunne erstatte det. Men jeg synes ikke, jeg er færdig med at opleve verden.

Måske når jeg ikke at se Taj-Mahal. Verdens største kærlighedserklæring.

Værre end den skuffelse ville det nok være ikke at kunne følge sine børns og sine andre kæres skæbne, nu også børnebørnenes. Måske er det også en del af nysgerrigheden. Hverken børn eller børnebørn "behøver" mig længere til hjælp i deres liv. Et behov er man - mer eller mindre - kun for sin livspartner.

Et liv uden betydning

Men selvom man ikke frygter tilintetgørelsen, kan man føle det tomt, hvis man har levet et liv uden betydning. Man vil på en måde gerne opnå, gerne fortjene sit "autumnal face".

Et sted i "Macbeth" siger Shakespeare (i fri oversættelse):
"Livet er blot som en vandrende skygge,
en stakkels skuespiller,
der spankulerer rundt
og gør lidt støj og lidt ballade,
i sine stunder på scenen,
og derefter aldrig mere høres.
Det er et eventyr fortalt af en idiot,
fyldt med støj og raseri,
uden betydning for nogen".

Jeg er helt uenig med ham i dette, især i den allersidste linie. Jeg tror, han har ret i, at vi udslettes, og at mindet om os udslettes, når de, der har kendt os, udslettes. Men mens vi lever, har vi på en eller anden måde betydning for nogle mennesker, først og fremmest børn og familie, men også venner og alle dem vi omgås både privat og fagligt. Vi påvirker dem på den ene eller den anden måde. Og denne betydning lever lige så længe, som mindet om os lever i disse medmennesker.

Et varmt betydningsfuldt liv

Der er heldigvis andre citater, der accepterer udslettelsen, men som benægter, at livet er uden betydning. Fra biblen - hvor man jo altid kan finde et godt sted - har jeg, som tidligere også Blicher, hæftet mig ved Salme 103:" Et menneskes dage er som græs, som et blomster på marken, så blomstrer han; når et vejr farer hen over det, da er det ikke mere, og dets sted kender det ikke mere".

Det munder ud i menneskets forgængelighed i modsætning til Guds evighed. Men allerede i det citerede får vi at vide, at selv i sin timelighed sætter det blomst og dermed også frø. Er altså ikke uden betydning.

Endnu mere direkte siger Årestrup det i digtet "Angst", hvor 2. vers lyder:
"Om lidt så er vi skilt ad
som bærrene på hækken,
om lidt er vi forsvundne
som boblerne i bækken".

Og intet kan vel tænkes at tilintetgøres mere definitivt end boblerne i bækken. Men inden da har han givet os et første vers:
"Hold fastere omkring mig
med dine runde arme,
hold fast imens dit hjerte
endnu har blod og varme".

Erotisk, ja, sandelig i høj grad, og meget, meget dejligt; men også noget om at forholde sig varmt til et menneske. Kan han sige det, med andet vers i ørerne, uden at mene, at det sætter spor, det man gør med og for sine medmennesker og at netop det er vort værn mod angsten for tilintetgørelsen? Det tror jeg ikke. Det er i hvert fald blevet min tolkning.

Det etiske ansvar

Hvordan vi lever i vor familie, især vort forhold til ægtefælle og børn, hvordan vi fører vores eksistenskamp, hvordan vort samspil er med alle dem vi omgås, vor måde at give og tage imod, det er vor betydning i livet.
Netop at prøve at leve op til dette etiske ansvar skaber skønheden, værdigheden og ynden - the grace - i vort "autumnal face".
Og så kan mit spørgsmål til mig selv, nu hvor jeg som "godt halvtredsårig" er på vej mod de halvfjerds, være:"Er jeg i færd med at tjene mit autumnal face - fortjene det ?"

Jorit Tellervo gør det tydeligt at hun er forelsket i gamle mennesker.

En hyldest til alderdommen

Jorit Tellervo er forelsket i gamle mennesker. Det kommer til udtryk både i hendes arbejde som hjemmesygeplejerske og som billedkunstner, hvor hun har stor succes med meget pågående og levende billedtæppe af gamle mennesker.

Masser af pladevat, tyl, sækkelærred, indfarvet stoffer, tvist, "frisørrester", afklippede hestehaler og assorterede pynteting er nogle af ingredienserne i sygeplejerske og billedkunstner Jorit Tellervo's tredimensionale stofportrætter af gamle mennesker. Nogle meget personlige og tankevækkende portrætter. Såvel motiverne som teknikken, hvor portrætterne bogstavelig talt vokser sig ud af billedtæpperne, er helt unik, hvilket har gjort hendes udstillinger meget efterspurgte i kunstforeninger landet over.

Jorit Tellervo og det aldrende menneske

Omdrejningspunktet i 37-årige Jorit Tellervo's kunst har altid været det samme. Det er det aldrende menneske, der har hendes uddelte begejstring og bevågenhed. Og dem møder Jorit Tellervo masser af i sit arbejde som cyklende hjemmesygeplejerske i Frederiksberg kommune.

- Jeg holder meget af det synligt ældede ansigt, som kan udstråle så meget livshistorie. Men desværre er alderdommen underkendt. Og det er dybt uretfærdigt. Jeg holder selv meget af den inspiration og kraft, jeg får ved at være sammen med ældre mennesker, ved at se hvordan de lever, og hvad de har "overlevet". Når vi når afslutningen på livet, bliver det så tydeligt, at vi har jongleret med liv og muligheder, som har givet hver især nogle værdifulde oplevelser, siger Jorit Tellervo, som er født i Danmark, men er af finsk oprindelse.

- Jeg elsker også de gamle menneskers værdighed. Den menneskelige styrke der gør, at man på trods af alderdom og svækkelse kan klare opgaverne selv. Helt specielt er den svære kunst at kunne tage imod hjælpe med værdighed, siger Jorit Tellervo, som aldrig har haft problemer med at finde modeller til sine billeder.

Alderdommen som motiv

- Ofte bliver de gamle mennesker, jeg tegner og laver billeder af, tydeligt glade for at være genstand opmærksomhed. Det er mit indtryk, at vi aldrig bliver for gamle til, at vi godt kan lide at se vores udstråling bliver afspejlet. Denne form for forfængelighed forsvinder aldrig, forklarer hun.

Manden på billedet flirtede med unge piger og blev kaldt Don Juan. Han blev næsten 100 år (Kunst udført af sygeplejerske og billedkunstner Jorit Tellervo) jorit@nyhavn16.dk

Når Tellervos billeder har været så efterspurgte og blandt andet også udstillet i både Frankrig og Schweiz, skyldes det måske, at alderdommen som kunstnerisk motiv er meget sjældent.

Om folks reaktioner på billederne forklarer Jorit Tellervo:
- Faktisk er vi meget lidt vant til at se ældre mennesker udstillet. For mange er det både voldsomt, ja nærmest frygtindgydende. Men som Simone de Beauvoir har sagt det så fremragende engang, så ved vi alle sammen, at vi er dødelige, og det prøver vi at forholde os til. Men at vi bliver gamle. Det tænker vi aldrig over. Kunstnerisk udvikling Jorit Tellervos billedtæpper begyndte at tage form, da hun startede som sygeplejerske efter endt uddannelse på Hvidovre hospital. Som ansat på skadestue, barselsgang, som underviser og i hjemmeplejen er hun altid stødt på mennesker og indtryk som hun lavede skitser af.

Det var først langt senere, at stofferne og billedtæpperne kom til. - Hvis man vil udvikle sig kunstnerisk, bliver man nød til at strukturere sin udvikling. Så jeg gik i gang med at finde mit udtryk. Og det blev stofferne, forklarer kunstneren.

Det startede med abstrakte stofcollager, som i løbet af årene har udviklet sig til de tredimensionale billedtæpper, som Jorit Tellervo er optaget af i dag. Den afgørende inspiration til at gå i gang fik hun under en ansættelse på Skt. Josef Hospital.

- Her var nogle helt fantastiske kollegaer, der var gode til at opmuntre en til at give liv til de ideer, vi gik rundt med. Det gav os utrolig mulighed for at udfolde os fagligt, men for mit vedkommende også kunstnerisk, siger Jorit Tellervo.

Sygeplejen og kunst

- Sygeplejen er et kreativt virkefelt, hvor du har brug for din fantasi, abstraktionsevne og opfindsomhed for at yde den bedst mulige pleje og omsorg. Omvendt får du en masse oplevelser igen, som kan lægge kimen til et billedligt udtryk. Den tætte kontakt, patienternes oplevelser og skæbner er for mig en menneskelig og kreativ inspiration, som jeg sætter meget højt, fastslår Jorit Tellervo.

Til gengæld tror Jorit Tellervo også, at kreativitet under en eller anden form for mange sygeplejersker er en nødvendighed for at overleve i faget. For at undgå at blive brændt ud i sit job.

- Jeg får bearbejdet mange stærke indtryk og konfrontationer med liv og dødelighed i mit arbejde ved at lave mine billeder. De fungerer som en ventil for det pres, det tempo og intellektualisering af følelser, som altid trænger til at blive luftet igennem, forklarer hun. Jorit Tellervo har ingen planer om at leve af sin kunst.

- Jeg ved i dag, hvad der er værdifuldt i mit liv. Og jeg kan af et ærligt hjerte sige, at selvom det var muligt at leve af mine billedtæpper, så kunne jeg ikke undvære sygeplejen, slutter den kunstneriske sygeplejerske.