Selvmordsforskning, formidling og forebyggelse

Fleischer Research & Consulting

v/Elene Fleischer (Ph.d.)

Kikkerten nr. 4

Indholdsfortegnelse

• At græde uden en lyd
• Livstrætte ældre vælger selvmord
• I sorgens dybe stille ro
• Jysk humor i pausen
• Sorgens farlige dyr
• Frivillig føler sig bedre rustet
• Kærlighedserklæring til rynkerne

At græde uden en lyd lærte vi som små

Fokus på ældres tab

At græde uden lyd lærte vi som små.
At skrige tavst var næste skridt.
At holde masken var det vigtigste af alt.
På den måde fik vi navnet det tavse flertal,
og kunne kende hinanden på den lydløse sorg,
Den indestængte glæde og den stumme død.


Sådan skriver Charlotte Strandgård i et digt, som handler om at blive gammel, og ikke brokke sig, men bare bære sorgen og smerten i stilhed.

Digtet handler om den generation, der er gamle nu og som var børn og unge under 2. verdenskrig.

Aktivitetsniveauet er fortsat højt i Horsens og Give, både hvad angår offentlige arrangementer og undervisning. Samarbejdet mellem de forskellige faggrupper er også påbegyndt.

I dette fjerde nyhedsbrev vil jeg for overskuelighedens skyld først omtale aktiviteterne i Horsens og dernæst aktiviteterne i Give. Nye læsere kan orientere sig ved at læse de foregående nyhedsbreve.

Horsens

I Horsens er 3 ud af de 4 offentlige arrangementer blevet afholdt. Antallet af deltagere vokser fra gang til gang. Det sidste offentlige arrangement ligger i slutningen af april måned, og da har vi den fornøjelse at kunne præsentere formand for etisk råd Ole Hartling som oplægsholder. Han vil formidle sine tanker om menneskesyn, etik og værdier.

Undervisningen "Hvordan forholder vi os som professionelle", som primært har været rettet mod social og sundhedsassistenter og -hjælpere, er afsluttet. Til de fem temaaftner har der været over 100 deltagere. Nogle har deltaget i et enkelt arrangement, mens ca. 70 personer, har deltaget i alle fem arrangementer.

Undervisningen for det tværfaglige personale "Forebyggelse af selvmord hos ældre", som var et tre dages kursus med en halv dags opfølgen i slutningen af maj måned, er også afsluttet. Her var antallet af deltagere næsten 40, og de tre dage blev afsluttet med at en arbejdsgruppe nedsatte sig med det formål at udarbejde et forslag til handleplaner indeholdende rutiner for, hvordan de enkelte medarbejdere skal eller kan forholde sig, hvis det værst tænkelige skulle ske, nemlig at en af de ældre eller en kollega foretog en selvmordshandling. Det er meget opløftende, at personalet på denne måde fører undervisningen/kurset nogle skridt videre, blandt andet ved at udarbejde handlingsplaner for området.

Det tredje kursus i Horsens er ved at blive planlagt, og sidste hånd er ved at blive lagt på en temadag for frivillige i Horsens. Projekt er et samarbejdet med SUND BY projektet i Horsens. Kurset bliver lagt ud på hjemmesiden, under aktiviteterne, snarest muligt. Temadagen bliver den 30. april 2003.

Give

I Give er de 4 offentlige arrangementer under temaet "Ældres livstræthed i fokus" blevet afsluttet umiddelbart før 1. marts. Enkelte af disse arrangementer omtales mere detaljeret i dette nyhedsbrev.

I samarbejde med Psyk-info, depressionskampagnen i Vejle Amt, blev der også afholdt et offentligt arrangement på Give bibliotek. Foredragsholderen fortalte om sine tre depressioner over de sidste fire år. Han berettede om, hvordan livet former sig, når man er depressiv. Hans kone fortalte om samlivet med sin periodevise depressive ægtefælle.

Den 1. marts begyndte de første to kurser et for det tværfaglige personale i hjemmeplejen og et andet for aktive frivillige. Samtlige hjemmesygeplejersker er på kursus. Men da ikke alle kan være på kursus på samme tid, er tilsvarende to kurser begyndt den 8. marts. Alle fire forløb afsluttes omkring 1. maj.

Formaliseringen af samarbejdet mellem forskellige faggrupper, de offentlige og private.

Formaliseringen af samarbejdet mellem hjemmeplejen og de frivillige er i fuld gang. Dog er samarbejdet med de praktiserende læger endnu ikke på plads, men der er etableret et samarbejde mellem de praktiserende læger og depressionskampagnen i Vejle Amt.

Der har været stor tilfredshed med, at tre forskellige præster har fungeret som oplægsholdere og undervisere. To af disse tre bliver omtalt i dette nummer. Alle har de bibragt sorg- og kriseundervisningen noget væsentligt. Jeg ser frem til mødet med præsterne i Vejle Amt her i begyndelsen af april, hvor et evt. samarbejde skal vurderes.

Fremtidig arbejde

Det er hensigten at udarbejde en håndbog og undervisningsmateriale til personale, der arbejder med ældre. Styregruppen, der er nedsat i Vejle Amt, har besluttet sig for at bruge ressourcer på at drøfte, hvordan en sådan håndbog bedst kan se ud.

I dette nyhedsbrev har jeg valgt at offentliggøre en artikel skrevet af to journaliststuderende fra Århus Journalisthøjskole. Her får læserne del i de tanker, som andre gør sig om ældres selvmord og forebyggelsen af ældres selvmord.

Som digtet i indledningen viste, så er hovedtemaet i dette nummer ældres tab, deres krise og sorg. I den næste måneds tid vil ældres alkoholvaner, forskellen på livstræthed og livsmæthed, samt døden være i fokus. Som punktum i begyndelsen af maj bliver der i Give, på de fire kursusforløb, sat fokus på både familiens og fagpersoners reaktioner, når de bliver efterladte efter selvmord.

Livstrætte ældre vælger selvmord

Ældres selvmord har ringe prioritet

Over en fjerdedel af alle selvmord i Danmark begås af ældre. Når de ældre først har mistet glæden ved livet, er de målrettede. Alligevel har fokus på ældres selvmord ringe prioritet.

Mange ældre vælger at tage deres eget liv, når de mister en ægtefælle eller ikke ser nogen udsigt til en værdig afslutning på livet. Selvmordsmetoderne, de vælger, er ofte så effektive, at deres ønskede handling lykkes i første forsøg.

De ældste er dem, der begår flest selvmord i Danmark, og der gøres ikke nær nok for at forhindre dem i forhold til det problem, de reelt udgør, mener ekspert i selvmordsforskning, Elene Fleischer.

Andre tiltag på ældreområdet har højere prioritet end de ældres selvmord, mener Frode Svendsen fra Socialministeriet.

Succeshistorien udebliver

Antallet af selvmord er faldet for ældre som for alle andre aldersgrupper siden 1980. Tallene, der kunne ligne en succeshistorie, viser imidlertid også, at hyppigheden i selvmord i 1999 var langt større hos ældre end andre aldersgrupper.

Ifølge tal fra Dødsårsagsregistret begik 208 ældre i alderen 65 og opefter selvmord i 1999. Tallet svarer til over en fjerdedel af alle selvmord begået det år. Og selvmordsraten, der er beregnet per 100.000 personer inden for en given aldersgruppe, er hos ældre over 75 år den højeste herhjemme.

En igangværende analyse tyder på, at det især er de ældste ældre, der begår selvmord.

- Mine beregninger viser, at selvmordsraten blandt ældre over 80 år ligger langt over raten for yngre aldersgrupper, fortæller Annette Erlangsen, der er PhD-studerende i Sundhedsvidenskab på Syddansk Universitet i Odense og Max Planck Instituttet i Rostock, Tyskland.

I sin afhandling "Forskelle i selvmord mellem yngre og ældre ældre i Danmark: socio-demografiske faktorers indflydelse", som hun forventer færdig til næste år, sammenholder hun oplysninger om enkeltpersoner fra Danmarks Statistik så som CPR-nr. og dødsårsag. Det giver et lidt andet billede, fordi de offentligt tilgængelige tal blandt andet ikke skelner i aldersgruppen over 75 år.

Ældre anvender voldsomme metoder

En af grundene til, at selvmordsraten er så høj blandt ældre, kan være, at de er meget målrettede. De vælger at tage voldsomme metoder så som hængning i brug, når først den drastiske beslutning er taget.

- De ældre søger sjældent hjælp, fordi deres selvmordsadfærd er så målrettet. Derfor vælger de også ret voldsomme metoder, der gør, at de lykkes med at begå selvmord første gang, siger Bente Hjorth Madsen, der er ledende psykolog på Center for Selvmordsforebyggelse i Risskov ved Århus.

Centret er behandlingssted for mennesker med depressioner og selvmordstanker og mennesker, som tidligere har forsøgt selvmord. Men det er kun sjældent, at ældre kommer hos dem.

Netop derfor mener Elene Fleischer, der har mange års erfaring med forskning i selvmord, at det er vigtigt at kende de bagvedliggende årsager til, at ældre begår selvmord.

Tab af ægtefælle ofte udløsende faktor

I virkeligheden kan det være svært præcist at pege på, hvad der ligger til grund for de ældres selvmord.

Heller ikke Annette Erlangsens afhandling kan give endegyldige svar, men den kan give nogle ledetråde.

Ved hjælp af de registeroplysninger, hun har til rådighed, undersøger hun blandt andet, hvad der er gået forud for de ældres selvmord. Analyserne viser, at psykisk sygdom er en væsentlig faktor, når ældre begår selvmord. Men ved at sammenholde dato for tab af ægtefælle og dato for selvmord viser analyserne også, at netop tab af ægtefælle har en kraftig effekt på selvmordsrisikoen.

Hos Livslinien, der er en kontaktlinje for mennesker med selvmordstanker, har souschef Michael Esmann samme opfattelse.

- De fleste ældre ringer til os, fordi de er ensomme og uden livsmod, når ægtefællen dør, siger han.

Manglende respekt for de ældre

Andre peger på, at en anden udløsende faktor kan være manglende respekt fra omverdenen.

- Når de ældre på plejehjemmene bliver betragtet som ting i stedet for mennesker og for eksempel bliver nægtet at komme på toilettet, fordi det ikke passer ind i tidsplanen, mister de selvrespekt og værdighed, siger Elene Fleischer.

I øjeblikket arbejder hun selv i praksis på et projekt i Vejle Amt, der har til formål at ændre indstillingen hos de fagfolk, der i deres arbejde har kontakt med ældre. Det skal gøre dem bedre rustede til at forebygge selvmord.

Projektet er dog det eneste om ældre og selvmord, der har fået del i de midler, som er fulgt med "Forslag til handlingsplan til forebyggelse af selvmordsforsøg og selvmord i Danmark" fra 1998.

Ingen status i de ældre

I Referencegruppen, der administrerer og uddeler midlerne fra handlingsplanen, forklares de få projekter med manglende respons fra bl.a. amterne.

- Vi har to gange udbudt selvmord blandt ældre som undersøgelsestema. Men udover Vejle Amt har ingen amter eller kommuner meldt sig, og vi kan jo ikke tvinge folk, siger Frode Svendsen, der er Socialministeriets repræsentant i Referencegruppens formandskab.

Han mener, at en af de mulige grunde til den manglende interesse for selvmord blandt ældre kan være den megen fokus på ældresektoren på det sociale område, så som omlægning af hjemmehjælp.

Elene Fleischers forklaring på, at selvmord blandt ældre er et forsømt område, er, at de ældre rent forskningsmæssigt ikke anses for interessante.

- Der er ikke status i de ældre. Der er meget mere prestige i at forske i selvmord blandt unge og etniske minoriteter, og derfor går pengene til det, siger hun.

Ældres selvmord skal ikke accepteres

Selvmord blandt ældre bliver næppe udbudt som tema igen fra Referencegruppens side, inden dets arbejde afsluttes næste år, oplyser Frode Svendsen.

Selvom der forskes på området for andre midler, kræver ældres selvmord langt mere opmærksomhed, end de får i dag, mener eksperter.

Et af indsatsområderne for at kunne forebygge er at finde frem til, hvorfor ældre begår selvmord. En holdningsændring hos plejepersonale og andre, der omgiver de ældre, er et andet. For Elene Fleischer står en ting i hvert fald helt klart.

- Fordi de er gamle og i forvejen måske ikke har så langt igen, skal vi ikke bare acceptere, at ældre begår selvmord.

I sorgens dybe stille ro

Sorgen er som en vandring igennem en mørk skov. Måske kommer der en lysning, men man skal videre for at nå igennem skoven. Der er ingen udveje. Ingen gennemveje. Man skal være i "skoven," så længe sorgen varer.

Det var sogne- og sygehuspræst Sisse Landert, der i sit foredrag på Præsthøjgaarden i Horsens sammenlignede sorg med en skov.

Med en lang række fortællinger og eksempler fra det virkelige liv rakte hun langt ud over den forreste række, der var kommet for at høre hendes foredrag om sorg, krise og tab.

De mange aktive tårekanaler hos det talstærke publikum vidnede om Sisse Erlanders evne til at få vakt indfølelsesevnen hos sit publikum. En præstation der ikke bliver mindre af, at emnet er noget så tungt som fx tab af en ægtefælle.

En ældre kvinde på forreste række kunne da heller ikke med gråd i stemmen lade være med at fortælle, at hun netop havde mistet sin mand.

- Så er det her måske for meget for dig, lød spørgsmålet fra en medfølende sogne og sygehuspræst.

- Nej! Det er jo derfor, vi er kommet, fastslog den ældre kvinde.

På mange måder var den ældre kvinde ret kendetegnende for en del af publikummet. Samtaleemnerne i pausen afslørede, at sorg- og krisebegreberne for en stor del af publikummet var alt andet end abstrakte. En stor del af dem havde selv prøvet at miste en partner eller et kært og nært familiemedlem.

Lindring i sorgen

Lindring. Et lille ord der dog ifølge Sisse Landert er altafgørende og centralt, når ønsket er at hjælpe et menneske, der er ramt af sorg og tunge tanker. En lindring, der kun kan komme fra en person, der oprigtigt lytter og er hudløs ærlig.

- Det kan være, at den ældre siger, "jeg er til ingen nytte". Til det kan man kun sige, at det er en baby nu heller ikke, men på grund af det, elsker vi det alligevel. Ikke for det barnet kan, men for det den lille er, fortalte Sisse Landert.

- Det kan også være, at den ældre siger "jeg kan ikke se nogen mening med det hele". Til det kan du måske så svare "næ, det kan jeg heller ikke. Måske er der ikke nogen mening". Mange ældre vil ikke være til besvær, og til dem kan man svare:
"Det er da helt i orden. Du har sikkert også hjulpet nogen igennem dit liv. Hvordan var det?".

Ifølge Sisse Landert er alderdommen en byrde, der skal bæres. Ligesom angst er en del af livet.

- Angst er ikke noget, man skal have terapi for. Angsten er en del af livet. Det er et sundhedstegn, fastslog præsten.

Angst og sorg

Mange ældre føler stor sorg over at blive gamle. Mange færdigheder, de engang havde, går langsomt tabt.

Nogle ældre ser deres lidelser som en straf. Her er en fælles bøn, fx Fader Vor, måske en mulighed for en samtale, der kan række så dybt, at den kan hente lindring til den ældre. Sisse Landert har i sit arbejde ofte oplevet ældre, der ønsker at dø, fordi de ikke "duer til noget" længere. Her er det angsten for resten af livet, der får dødsønsket til at vokse. Andre er bange hver nat. Bange for, at de ikke vågner op igen. Den angst kan være så stor en belastning, at disse ældre faktisk begynder at udvikle et dødsønske.

Fokus på holdninger

Det er måske ikke så mærkeligt, at landets ældre er så bange for at være til besvær. Samfundet er i dag i høj grad bygget op, så det sætter de selvstændige, velfungerende og initiativrige i et særligt positivt lys. Sagt med andre ord er det kun de smukke og unge, "der duer" i dagens Danmark. Ældre derimod opfattes ofte som besværlige. Og det er også i det lys, at Sisse Landert forklarede den i medierne så omtalte selvmordsklinik i Schweiz.

- Det er ikke fordi, de ældre, der drog til Schweiz, var syge. Det var ikke derfor, de ønskede at afslutte deres liv. Nej, det var fordi de følte, at de var til besvær for deres omgivelser, forklarede sygehus og sognepræsten.

Men det var ikke kun samfundets forfordeling af de unge, der af Sisse Landert fik et par kritiske ord med på vejen. Heller ikke de unge, eller yngre, slap for påtale.

- Mange unge tror, at gamle mennesker ikke kan føle den samme sorg som de, fortalte præsten.

- Det er i hvert fald løgn, fastslog en ældre dame i publikummet forarget.

Jysk humor i pausen

Der blev snakket rundt omkring, da der var pause i Sisse Landerts offentlige foredrag om tab, kriser og sorg. Samtalerne var ofte præget af, at de fleste af deltagerne havde prøvet at miste et familiemedlem, en ægtefælle eller en nær ven.

Publikummet stimlede hen til en række borde, der lokkede med kage, kaffe, sodavand og øl. Lidt væk fra salgsboden var to ældre damer fordybet i en samtale. De drøftede ivrigt Sisse Landerts fortællinger og var ikke blege for at dele deres drøftelser med en ukendt fremmede, som bevæbnet med en blok, vovede sig ind i samtalen. Heller ikke da han afslørede, at han var journalist. Tvært imod. Nyhedsbrevet Kikkerten, som de godt nok ikke kendte, måtte da hjertens gerne være med i diskussionen og viderebringe fra de ivrige samtaler i nyhedsbrevets linjer.

- Ja, jeg tror da, at præsten har ret i, når hun fortæller, at en enkel og ærlig samtale kan løse op for meget. Det er ofte ikke en psykolog, de sørgende har brug for, men én der bare lytter, forklarede Anne-Marie.

Hendes veninde Grethe, på 70 år, er meget enig.

- Det tror jeg da, at du har ret i, lyder det samtykkende på syngende jysk.

En fynbo afsløres

Netop journalistens mangel på kundskaber ud i det jyske sprog fik Grethe til ubønhørligt og prompte at afsløre Kikkertens skriverkarl:
- Du er da vist ikke herfra. Kommer du fra Fyn, lød spørgsmålet mere konstaterende end spørgende.

Inden der kunne svares på spørgsmålet, var samtaleemnet igen arrangementet.

- Jo, vi kender jo begge det her med sorg. For Anne-Marie har netop mistet sin mand, og det har jeg faktisk også. Og sidste år mistede jeg min datter, og det var da også lidt hårdt. Men vi havde hørt Sisse Landert før, og derfor tænkte vi, at vi hellere måtte tage den lange tur herop til Præsthøjgaard for at høre hende, fortalte Grethe.

- Ja, det er ikke nemt at miste sin livsledsager, indrømmede Ann-Marie.

Også her var de to enige.

Grethe, som er en lille kvinde med meget levende øjne, nikker og deler det sidste af øllen med Ann-Marie.

- Nej, men det værste af det hele er nu stadigvæk øl-priserne her på stedet. 15 kroner for en øl!

- Jo, men til gengæld er den da også lunken, griner veninden, tydeligvis også besjælet med den berømte jyske humor.

Sorgens farlige dyr

Sorgramte oplever, at de lever i en anden verden

Det er som om, at ordene ikke helt trænger ind. Eller som om, de har mistet deres betydning. Vennerne taler om skatten der skal betales, ting der skal ordnes, alt imens sorgen har lukket sig som en dæmpende osteklokke. Ensomhed. En følelse af at stå udenfor. Helt alene i en verden, der er så anderledes, end den, de andre synes at leve i. Selv om det ikke er længe siden, at deres hverdag fyldt med dagligdagsting som fx indkøb og bekymring om stigende priser, også var ens egen. Det var dog inden sorgen ramte. Nu føles det som om, at den hverdag aldrig har været virkelig, og synes hul og falsk. Sorgen har ændret det hele.

Det var netop sorg og krise, som sygehus- og sognepræst Jeanette Boye König underviste de frivillige i Give i.

Frivillige havde taget turen til den lille landsby Gadbjerg for at lade sig undervise, og sad nu rundt omkring et bord, og lyttede stille til Jeanettes ord.

Jeanette Boye König tegner en lille firkant på tavlen.

- Normalt lever vi i en lille firkant. Vi tænker på, hvad vi skal have at spise i aften, hvad der kommer i fjernsynet og den slags dagligdagsting, fortæller Jeanette Boye König med ansigtet vendt imod den lille skare af frivillige.

Hun tegner en stor cirkel rundt om den lille firkant. I cirklen, et godt stykke væk fra firkanten tegner hun et kryds.

Den sørgende oplever at stå udenfor den trygge firkant.

- Men et dødsfald hiver tæppet væk under én. Man ryger ud af firkanten og ud i cirklen, forklarer hun, mens hun peger på det lille kryds udenfor firekanten.

- Og her er der flere farlige "dyr", som jeg plejer at kalde dem. Det første farlige dyr er døden. Man har nemlig nu opdaget at man selv og ens nære kan dø, fortæller Jeanette, og fortsætter:
- Det næste dyr er meningsløshed. Spørgsmål om der overhovedet er en mening ved livet, når jeg selv og mine kære kan dø, dukker op i sindet.

- Det tredje dyr er ensomhed. Ensomhed fordi man, uanset hvor mange venner og familiemedlemmer man har, nu godt ved, at man skal møde de farlige dyr alene.

- Det sidste farlige dyr er frihed. Det lyder ellers positivt, men du begynder at spørge dig selv, om du har levet dit liv, som du burde. Har du brugt dine år og din frihed på den rigtige måde, forklarer Jeanette Boye König.

Farlige dyr medfører normalt frygt hos dem, der møder dem. Meget anderledes går det heller ikke dem, der møder Jeanettes "farlige dyr":
- Resultatet af mødet med de farlige dyr er angst. Man har et stort behov for at tale om de farlige dyr, men kan ikke, fordi kommunikationen går skævt. Man lever ikke længere i den samme verden som de andre.

Fru Hansen og klokkestrengen

At kommunikation ikke altid er let, selv om man taler det samme sprog, illustrerer Jeanette Boye König ved et eksempel.

- Fru Hansen ligger i hospitalssengen og får kemoterapi. Hendes mand døde et par år tidligere af kræft. Hun hiver i klokkestrengen, og en sygeplejerske dukker op. Fru Hansen spørger: "Jeg er bange for, at jeg bliver dårlig. Sidste gang blev jeg dårlig", fortæller hun. Men sygeplejersken prøver at berolige hende med, at fru Hansen nok skal få en blanding, hvor hun ikke bliver dårlig.

- Lidt efter ringer fru Hansen igen med klokkestrengen, og den samme sygeplejerske dukker op. Fru Hansen spørger nu sygeplejersken, hvordan hun kan være sikker på, at det nu også er hendes egen kemoterapi hun får. Sygeplejersken forklarer hende, at systemet fungerer efter personnumre og at sikkerheden er i top.

- Men hvis sygeplejersken nu også hørte, hvad fru Hansen også sagde, så havde hun nok spurgt hende, om fru Hansen er utryg, forklarer Jeanette Boye König.

- Vi har alle to ører. Med det ene skal vi høre, hvad der bliver sagt, mens vi med det andet skal høre hvad der ikke bliver sagt, lyder sogne- og sygehuspræstens opfordring til de fremmødte.

Reducer skylden

De frivillige slap dog ikke for gruppeopgaver. Opgaver der satte tanker i gang og fik efter de frivilliges eget udsagn, tvunget dem til at se på deres stærke og svage sider. Men også fik dem til at tænke mere ubehagelige tanker, som hvad de fx ville tænke og gøre, hvis deres hjælp blev afvist. Af fx en vred mand, som prøver at skubbe alt og alle fra sig. En mand som måske prøver at straffe sig selv.

- Vi tror, at vi ligger, som vi selv har redt. Hvis vi altså gør alt, som man skal, så burde tingene gå godt. Men når der så alligevel sker noget uforudset, noget der går imod, så oplever vi det som uretfærdigt, og så bliver vi vrede, fortæller Jeanette.

Ifølge præsten vil en sorgramt ofte skifte mellem at rette vreden indad, og derefter udad. En efterladt efter et selvmord vil typisk rette vreden imod sig selv. Her er det vigtigt at få fjernet så meget af skyldfølelsen som muligt.

Jeanette Boye Königs næste eksempel er en enke efter et selvmord.

- Spørg om det ene og alene er den efterladtes skyld. Hvis den efterladte svarer "ja", så spørg: "Du kunne altså bestemme din mands arbejdsliv?".

- Her vil hun nok svare nej. Så spørg: "Men du kunne bestemme alle hans tanker". Hvis hun så også her svarer nej, så har man været med til at reducere skylden, forklarede Jeanette Boye König.

Ærlighed og kærlighed

Ærlighed og kærlighed er ifølge Jeanette to væsentlige principper. Ikke mindst når det gælder at trøste.

- Mange af os vil så frygtelig gerne gøre det rigtige. Men nogle gange kan det være svært. Men så vær ærlig overfor den sørgende og sig : "Ved du hvad, jeg vil så gerne hjælpe dig. Sige noget der kan trøste, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige".

- På den måde har man været ærlig og vist omsorg, fastslog Jeanette.

Og netop omsorg kan være med til at lindre for nogle af de smerter, den sørgende oplever. Eller i det mindste formindske følelsen af at være helt alene. Man har, for at bruge Jeanette Boye Königs egne forklaringsmodeller, bygget en bro mellem den verden, der findes i den lille firkant og den verden, der er udenfor firkanten.

Frivillig føler sig bedre rustet

Glad for de offentlige arrangementer

Aase Hansen er glad for, at hun deltog i samtlige fire offentlige arrangementer i Gives sognegård. Også selv om det betød, at hun skulle tage bussen til Givskud. Hun føler også, at hun nu er langt bedre rustet til at udføre det frivillige ældrearbejde, som hun hver uge udfører. Et arbejde som spænder fra telefontjeneste til besøgsvennetjeneste.

- Nej det er kun til personalet. Eller mener du de kurser i Gadbjerg, spørger Aase Hansen.

- Nej, jeg skal ikke med til de kurser. Gadbjerg ligger et lidt dumt sted, for der kører ikke rigtig busser derhen. Men jeg tror også, at jeg er mæt. Jeg har lært vældig meget på de her fire offentlige arrangementer, og jeg er glad for at have deltaget, fortæller hun.

Arrangementer gav ny viden

Aase Hansen er glad for at arbejde med ældre mennesker og er med i en gruppe på 10 venlige damer, der på skift besøger Ældrecenter Apotekergårdens beboere. De offentlige arrangementer har bekræftet Aase Hansen i en del af den viden, hun i forvejen havde, men arrangementerne bød også på en del ny viden.

- Jeg blev dels overrasket over, at så mange ældre begår selvmord, og dels at det er foråret, hvor de fleste selvmord sker. Jeg troede, at det var julen, der var højtid for selvmord, fortæller Aase Hansen, som bor i Givskud.

Hun roser sammensætningen af de fire arrangementer, men må også indrømme, at det godt kunne blive lidt hårdt.

- Særligt når jeg så kom hjem om aftenen, og begyndte at læse i alle de materialer om depression og selvmord, så kunne det hele godt blive lidt for sort, fortæller hun.

Sygehuspræst Jeanette Boye König fra Vejle Sygehus får adskillige rosende ord som "livsbekræftende" med på vejen af Aase. Ikke mindst fordi præsten så rundhåndet delte ud af egne erfaringer og delte sine personlige oplevelser med sit publikum.

Godt at lytte

En af de ting Aase Hansen har fået med i sin faglige bagage som frivillig, er at det er godt at lytte.

- Ærlighed og kærlighed når man længst med, fastslår Aase Hansen.

Men de fire offentlige arrangementer satte også en del tanker i gang.

- Foredraget om depression fik mig til at tænke på, at en depression kan ramme en selv. Og så tror jeg, at det er svært at blive gammel, hvis man ikke har sin tro. Jeg tror de unge i dag, som jo ikke er så troende, får det svært, når de engang bliver gamle, forudser Aase Hansen.

Ikke alle frivillige deltog i de offentlige arrangementer eller kurserne.

- Nogle af dem har været ansat indenfor ældre sektoren. De følte ikke, at de havde et behov for at vide noget om det her, for de har jo arbejdet med ældre i mange år. Men det har jeg ikke. Derfor er jeg da også rigtig glad for at få lov til deltage i arrangementerne, slutter Aase Hansen.

Kærlighedserklæring til rynkerne

Kunstner satte flot punktum for offentlige arrangementer i Give

Det var en oplevelse, de mange deltagere i Gives sidste offentlige arrangement fik, da sygeplejersken og billedkunstner Jorit Tellervo besøgte Gives sognegård. "Mangestrenget" fordi Jorit Tellervo brugte mange forskellige medier og fortælleformer til sit foredrag, og fik de mange instrumenter i musikken til at udgøre en musikalsk helhed. Der blev både sunget, set fjernsyn, hørt musik og lyttet til Jorit Tellervos stemme, mens hun i den første halvdel viste lysbilleder af sin kunst. Alt imens hun lod lysbillederne ledsage af skiftevis egne fortællinger eller musik og læste op fra forskellige forfatteres værker.

Foredraget faldt meget fint i hak med Jorit Tellervos egen kunst, som også er sammensat af mange forskellige ting. Alt fra stofrester, hår og penselstrøg på både lærreder eller aviser. Men ligesom foredraget har også det meste af hendes kunst et omdrejningspunkt: De ældre mennesker og det samfund, de er placerede i. Men selv om foredraget var alvorligt som alderdommen selv, forlod smilet aldrig Jorit Tellervos øjne.

Samfundet jagter ungdom

Hun analyserede sig frem til, at vores nutidige samfund stort set kun respekterer de unge og arbejdsduelige. Stort set kun dem, der kan producere på livet løs, bliver ifølge foredragsholderen afbilledet i fx de kilovise af reklamer, der hver eneste dag dumper ind igennem en efterhånden overanstrengt brevsprække. Også på fjernsynet er fokus lagt på de unge, rige og smukke. Respekten for alderdommen, og dermed også accepten af, at vi alle sammen bliver ældre hver dag, har trange kår i samfundet i dag. Samfundet er til gengæld fyldt til bristepunktet med budskaber om evig ungdom. Rynkecreme og andre skønhedsprodukter skal holde rynkerne væk. Man skal dyrke sport for at holde sig ung.

- Er foragten for gamle mennesker så stor, at man ikke vil se gamle mennesker, som de ser ud, spurgte Jorit forsamlingen, som alle hørte til blandt den mere modne del af samfundet.

Jorit Tellervo gør det tydeligt at hun er forelsket i gamle mennesker.

At Jorit Tellervo har en helt anden opfattelse af alderdom, og de rynker, der følger i kølvandet på et langt liv, vidner hendes billeder om. Hendes kunstværker afspejler en dyb kærlighed til og fascination af ansigter, der er prægede af et langt liv. Ja, hele foredraget var faktisk en lang hyldest til de aldrende ansigter og alderdommen.

Alderdomspolitiets hårde metoder

- Selv om jeg er blevet gammel, så har jeg inderst inde stadig den samme kerne. Det er bare mit ydre, der er forandret, fortalte sygeplejersken sine tilhængere.

- Og hvis man så er over 50 år, og stadig går til rockkoncert, går i lårkort, har langt hår og lever livet, så kommer alderdomspolitiet. De forklarer: "at den går ikke. Man skal opføre sig ordentligt, når man er over de 50 år, ellers…"
- Ellers hvad, kunne man måske spørge.

- Ellers skal vi nok få folk til at snakke om dig og pege fingre af dig!

Alderdommens pris

- Alderdom, den kommer som vand, der ganske langsomt stiger op om en, sagde Henny Harald Hansen i et interview i Politiken, der bevægede mig dybt. "Det menneske kan jeg lære noget af" tænkte jeg. Og jeg tænker tit på hende, lød det fra Jorit, mens hun lod sine kunstværker blive projekteret op på det store hvide lærred.

Mormor du er grim Når barnebarnet sagde sætningen: Mormor du er grim, så vidste jeg da godt, at det var rigtigt. Men sætningen ramte nu alligevel hårdt. Efter latter kommer gråd, sagde min far advarende, da jeg var lille. Jeg husker den sætning, men jeg troede nu aldrig helt på den. Kunne det ikke lige så godt være omvendt? Jeg kom til at tænke på den forleden dag. Hun sagde det nemlig igen, mit højt elskede barnebarn: - Mormor, du er grim! Men i mellemtiden var hun fyldt 4 år, så denne gang skulle hun ikke slippe så let, den lille rod. Jeg spurgte kampberedt: - Hvad er det, du synes er grimt ved mig? Hun så undrende op på mig med sine uskyldsrene barneøjne og svarede mildt bebrejdende, som man taler til en, der burde vide bedre: - Mormor, du har en rød bluse og en lilla vest! Efter gråd kommer latter…

Da eventyrer og etnograf Henny Harald Hansen bliver interviewet, er hun tunghør, har svært ved at flytte sig, og har længe ikke kunne cykle.

- Og så må man holde op, og man siger: herregud, jeg har jo cyklet nok! Det drejer sig om at kunne sige farvel med værdighed og ikke med bebrejdelser. Det er som om - jeg har tænkt over det - at man skal tilbagelevere alle de gaver, man fik, fortalte Jorit Tellervos stemme fra lysbilled-apparatet bagerst i lokalet.

- Jeg har nogle størrelser på et og halvandet år derhjemme. De får en gave hver dag af nye færdigheder og nye ting, de kan. Mens jeg har fornemmelsen af, at jeg hele tiden skal aflevere ting, jeg kunne. Pludselig en dag går man dårligere, en dag ser man dårligere, en dag hører man dårligere. Man må levere al ting tilbage. Det er alderdom, forklarede den kunstneriske sygeplejerske.

Alderdom er ifølge hende ikke noget at blive bitter over. Det er prisen for et langt liv, fuld af de gaver man igennem livet har fået.

- Her er et menneske, der ikke bare accepterer sin skæbne, nej hun kommer den i møde. Og det gør hun med en glæde over det, hun har tilbage. Glæden over at få sin middagsmad bragt af en pragtfuld ung mand. Han kommer ikke med østers og champagne, men med medister og risengrød, fortalte Jorit, og begyndte at læse op fra et stykke papir:
"Og så kommer fodboldspilleren, i verdens mindste shorts, med min mand. Det er et oplivende syn, det ved Gud det er! Der kommer min yndige slægtning, der flytter støv, og der kommer en lige så yndig frisør, og klipper mit hår - den ene er mere 20-årig end den anden, og det pynter i ens hjem…"

Kunst i fokus

Efter en pause, hvor deltagerne stimlede hen til Jorit for at dele ud af oplevelser og komplimenter til foredragsholdere, kom deltagerne på rundvisning i sognegården, hvor hendes malerier var udstillede.

Til hvert billede knyttede hun en historie.
Fx var der et billede, der tydeligvis var malet på avispapir.

- Jeg valgte at male billedet her på en avisside med dødsannoncer, fordi jeg opdagede, at dødsannoncerne fylder en stor del af de ældres liv, forklarede hun.

Jorit Tellervos billeder har været udstillet i Gives Sognegård igennem det meste af de offentlige foredrag.

Læs mere om Jorit Tellervo og hendes kunst i det sidste nyhedsbrev. Tryk her.